Annonce/ Oplevelser

Frk. Kræsen på tur i Berlin: Fra hipstergaderne i vest til fancy vinbar i øst

(ANNONCE)

Vin i Berlin | Frk. Kræsen Vin i Berlin | Frk. Kræsen Vin i Berlin | Frk. Kræsen Vin i Berlin | Frk. Kræsen Vin i Berlin | Frk. Kræsen Vin i Berlin | Frk. Kræsen

For et par uger siden var M og jeg i Berlin – mit kamera og jeg elsker den by. Vi boede i Kreuzberg, den tyrkiske bydel i vest, hvor vi væltede os i lækker tyrkisk morgenmad, laktosefrie cappuccino og den lokale Berliner Pilsner. For det er jo øl, man drikker i Tyskland… Troede jeg.

Det indtryk fik jeg ændret lidt efter mit møde med Billy. Jeg har en aftale med Billy Wagner på vinbaren Rutz, som er et rimelig fancy og cool sted nær Oranienburger Tors farverige barer (og også ret farverige ludere…).

Med sin store vinduesfacade, som er fyldt med vinreoler der er tre gange så høje som jeg ligner Rutz – som også er en restaurant – på ingen måde de steder, jeg har fotograferet på Kreuzbergs lidt småhippe gader, selvom Billy selv ser ud til at være typen, der kunne sidde med en tilbagelænet espresso uden for en valgfri kaffebar på Görlitzer Strasse. Et stort skæg og en endnu større butterfly pynter ham sammen med en hvid skjorte.

Vi er taget på pilsner-frikvarter på Rutz for at smage på tysk vin, og hvis der er nogen, der ved hvilke det skal være, må det være Billy. Han er kun i starten af 30’erne, men hans CV prydes med nogle af Tysklands mest eftertragtede vin-titler.

Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg meget sjældent kan dufte hverken hø, hindbær eller hasselnød i min vin, men selvom både M’s og mit vinordforråd halter en anelse, flyder samtalen. Billy fortæller om tysk vin, som gået fra at have et dårligt rygte, fra dengang landet var øst-vest-opdelt af en mur, til at være ganske udmærket de sidste ti år.

I 2001, da Billy arbejdede på en fin tysk restaurant, var det aldrig nogen af de tyske gæster, der sagde ja, da han spurgte, om de ville have et glas tysk riesling. Træt af deres lave tanker om tyske vine til fordel for de spanske, italienske og argentinske, startede han i hemmelighed med at servere gæsterne tysk vin uden at afsløre nationaliteten på indholdet i glasset. I stedet måtte de gætte. Overraskelsen var altid lige stor. ”Men tysk vin, det skal jo ikke smage så godt”, fortalte de en storsmilende Billy.

I dag er situationen lidt anderledes, fortæller Billy os. Tysk vin har et bedre rygte, og det skal ikke holdes hemmeligt. Mit eget forhold til det har også udviklet sig, fra en kort og intensiv kærlighedshistorie med Liebfraumilch, til et mere modent forhold med alt fra Riesling til Pinot Blanc.

I vores glas på Rutz findes der både 100 % Riesling, der er den drue, som Tyskland nok er mest kendt for, og en blanding af Riesling, Pinot Blanc og Chardonnay. Billy er dejligt ligeglad med at fortælle os, hvad det dufter og smager af, og lader os trække vores egne dum-danske konklusioner.

Jeg har lært, at man på vinsprog ikke må beskrive en vin med udtrykket ”det smager godt”. Heldigvis er det kun M og jeg, der forstår dansk i lokalet, så vi skåler, og siger det vi føler: Det smager godt (endda bedre end pilsner).


Det her indlæg er det første af fem jeg laver i samarbejde med Tysk Vinkontor, som står bag eventet Generation Riesling i København den 29. April. Til eventet kan alle dem som synes at tysk vin er spændende høre og smage meget mere. Du kan læse mere om eventet HER.

Måske er det her også noget for dig?

  • Marian N. Larsen
    14. marts 2014 at 6:50

    Åh jeg gad smaddergodt på sådan en forårsferie til Berlin. Hold fast hvor ser det fint ud….

    • Linn
      14. marts 2014 at 10:10

      Det var også rigtigt fint, og perfekt for at møde foråret 🙂 Forhåbentlig byder Göteborg også på lidt solskin!