Jeg elsker vafler. I min optik kan de spises døgnet rundt.
Som morgenmad.
Som dessert.
Og som aftensmad (med den rigtige topping selvfølgelig – jeg kommer ikke jordbær på mine vafler, når det er aftensmad!).
De her veganske vafler er nemme at bage, smager fuldstændigt som “klassiske” vafler og er 100% plantebaserede. M og jeg hapsede hversin med friske jordbær, da vi kiggede på Game of Thrones i weekenden. Og nej – jeg taler ikke om de nyeste afsnit. Jeg er nemlig maaange sæsoner bagud. Jeg ser sjældent mere end en sæson af nogen tv-serie, og da hypen om Game of Thrones begyndte for mange år siden, var jeg slet ikke frisk. Så jeg har aldrig kigget med.
Men for noget tid siden begyndte vi alligevel at snakke om tv-serien. Diskussionen startede over morgenmaden og kulturdelen i avisen. Kommer der mon nogensinde en tv-serie, der bliver så stor verden rundt igen? Og burde man ikke have set den serie, der er den største? Er det ikke en form for kulturel dannelse, på samme måde som man burde vide, hvad ‘Avengers Endgame’ (som nok bliver verdens største film nogensinde) egentlig handler om? Jeg blev enig med mig selv. Det er vigtigt at have styr på nogle af verdens største kulturfænomener.
Så for nogle uger siden gik vi i gang. I weekenden så vi første sæson færdig. Snart tager vi nok hul på næste. Måske med endnu en omgang hjemmebagte vafler til det første afsnit? Så kan det jo kun blive godt.
3 fif til veganske vafler
✔ Du kan selv vælge hvilken plantemælk, du skal bruge. Jeg bruger tit havremælk, men jeg kan forestille mig, at vaflerne også smager lækkert med mandelmælk.
✔ Du kan sagtens smagsætte dine vafler lidt ekstra. Test for eksempel at komme 2 spsk. kakao i dejen og lav chokoladevafler. Det er også lækkert at komme skal- og saft fra en citron i dejen sammen med 2 spsk. birkesfrø.
✔ Har du ikke noget danskvand, kan du erstatte vandet med plantemælk eller almindeligt vand i stedet.
Veganske vafler
Ingredients
- 3 dl mel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 nip salt
- 1 nip vaniljepulver
- 1,5 dl havremælk eller anden plantemælk
- 1,5 dl danskvand
- 125 g plantesmør
Instructions
Bland mel, bagepulver, salt og vaniljepulver.
Tilsæt havremælk og danskvand og pisk til en jævn dej.
Smelt 100 g plantesmør og kom i dejen.
Brug det sidste smør til at pensl vaffeljernet. Bag vaflerne.
Opskriften er nok til cirka 4-5 vafler.
PS.
Jeg har også en opskrift på veganske pandekager.