Konfekt/ Video

VIDEO | Mine kommentarer til ‘Den store bagedyst’ og chokoladebars

Opskrift: Chokoladebars | Frk. Kræsen

Jeg elsker chokolade, så jeg synes, det var det perfekte tema i afsnit fem af ’Den store bagedyst’. Chokoladebars, chokoladetærte, chokoladedessert. Haps, haps og haps!

I de tidligere YouTube-videoer, som jeg har lavet om programmet, har jeg kastet mig ud i en egen version af den hemmelige udfordring. Men da jeg så den vanvittige chokoladetærte med ekstra alt, som Markus præsenterede i programmet i lørdags, må jeg indrømme, at jeg blev lidt bange.

Sådan en chokoladetærte har jeg hverken tid, skills, kageforme eller fryserplads til at trylle frem. Så den her uge har jeg givet mit eget bud på den første opgave i programmet i stedet for. Hjemmelavede chokoladebars!

Mine chokoladebars indeholder peanuts og appelsin. Jeg er vild med den kombination, og når de desuden overtrækkes med chokolade, bliver det næsten magisk. De er væsentlig nemmere at lave end chokoladetærten, så i dag deler jeg opskriften.

Indtil videre har jeg for øvrigt været ret enig med dommerne. Jeg synes, den rigtige person plejer at blive mesterbager. Og jeg synes, at den rigtige person plejer at blive sendt hjem. Men den her gang er jeg fuldstændigt uenig – som du kan se i videoen. Hvad synes du om afsnittet?

Vil du se mere om Den store bagedyst?
Her er min video fra afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3 og afsnit 4.

Chokoladebars med peanuts

Serves: 8-10 stk.
Cooking Time: 2 timer

Ingredients

  • 200 g dadler
  • 1 spsk. kokosolie
  • 6 digistivekiks
  • 1 økologisk appelsin
  • 100 g peanutbutter
  • 60 g smør
  • 75 g peanuts
  • 1 tsk. sirup
  • 100 g mørk chokolade

Instructions

1

Kom dadler, digistivekiks og kokosolie i en blender.

2

Riv appelsinskal og pres 2 tsk. saft. Kom i blenderen. Blend ingredienserne fint.

3

Pres ud på et bagepapir i bunden af en rugbrødsform eller lignende. Det skal være 0,5-1 cm tykt. Sæt i køleskab eller fryseren.

4

Hak peanuts groft.

5

Kom smør og peanutbutter i en skål. Smelt over vandbad.

6

Tilsæt peanuts og sirup. Rør det sammen.

7

Fordel peanutbuttermassen i formen. Sæt i køleskab eller fryseren, til det er helt hårdt.

8

Skær den store bar i mindre stykker.

9

Hak chokoladen. Smelt over et vandbad. Dæk alle chokoladebars i chokolade.

10

Pynt evt. med gulddrys.

11

Opbevar i køleskab.

Abonnere på YouTube
Vil du se flere af mine videoer, kan du hoppe over på YouTube og abonnere på min kanal.
Så har du altid styr på, når der kommer noget nyt.

Måske er det her også noget for dig?

  • Tina
    31. oktober 2018 at 17:51

    yummi siger jeg bare:-)
    Så fornemt du gør kunsten efter så vidt dit køkken rækker:-)
    Aften og efterårshilsner:-)

    • Linn
      1. november 2018 at 7:45

      Tak! Dejligt, at du synes, de lyder lækre.

  • Marina
    31. oktober 2018 at 15:09

    ØJ hvor ser de lækre ud! Nu er jeg lækker sulten! Sjovt nok sad jeg faktisk og tænkte på om du mon ville bage den vilde chokoladetærte i denne uge og faktisk er jeg glad for at du istedet lavede din egen opskrift. Angående hjemsendelser skelner de helt klart til tidligere udsendelser (= fremtidigt potentiale). Det synes jeg altid de har gjort.

    • Linn
      1. november 2018 at 7:47

      Hvor er det godt at høre, du synes, jeg gjorde det rigtige valg. Den chokoladetærte var simpelthen for svær, så det her føltes mere realistisk 🙂 Og ja – det tror jeg, du har helt ret i – det synes jeg også, man kan se ret tydeligt i nogle af afsnittene…