Guide

Guide til Hamborg

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

I sommer var M og jeg på interrail. Vi begyndte i Prag, inden vi tog toget videre gennem Tyskland. Vi nåede at stoppe i både Leipzig og Berlin, inden vi nåede til Hamburg – det sidste stop på turen. Første gang vi tog toget til byen et par år tidligere, var det isende koldt. Vi drak store mængder te og brugte det meste af tiden indenfor. På café, på museum og i genbrugsbutikker.

Den her gang var det sommer. Vi kom fra 38 grader i Berlin og var lettede, da vejret slog om, og det “kun” var 25 grader i Hamburg. Parkerne var grønne, fortovene fulde af folk og vi sad udenfor og drak øl om aftenen. Hamburg viste sig fra sin bedste side.

Begge gange jeg besøgt byen, har jeg brugt det meste af min tid i områderne omkring Karolinenviertel og Sternschanze. Der ligger genbrugsbutikker og øko-caféer på stribe, og stilen er mere alternativ end tættere på havnen og Reeperbahn (som også er et besøg værd!). I den her guide til Hamburg har jeg samlet mine bedste tip fra begge mine besøg. Majoriteten af dem ligger i netop Karolinenviertel, men der er også nogle steder i andre dele af byen.

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

Herr Max (kage og morgenmad)
Da jeg googlede gode steder i Hamburg, kom Herr Max op igen og igen. I følge Google og Instagram skulle de servere nogle af Hamburgs lækreste kager og en god morgenmad. Vi besøgte dem en søvnig søndag morgen for at spise netop morgenmad. Caféen minder om noget fra før med gamle hvide og turkise møbler. Vores morgenmad var rigtigt fin, og kagerne som de spiste ved nabobordet lignede en million. Kan du leve med lidt forvirret betjening, er det her et hyggeligt sted at kigge forbi.
Adresse: Schulterblatt 12, Sternschanze

Café Klatsch (morgenmad)
Det er helt tilfældigt, at vi går forbi Klatsch. “Det ser hyggeligt ud,” siger M. Så næste dag går vi tilbage for at spise morgenmad. Konceptet er nemt. På hvert bord ligger en seddel med en lang række morgenmadsting. Du sætter kryds ved det, du godt kan tænke dig. 10 minutter senere står det på dit bord. Maden er helt okay, men det er bestemt hygge-faktorn, som gør Café Klatsch et besøg værd.
Adresse: Glashüttenstrasse 17, Karolinenviertel

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

Less Political/Hermetic Coffee Roasters (kaffe)
Det er lidt svært at regne ud, hvad den her lille kaffebar hedder. Nogle steder går den under navnet “Less Political”, men på skiltet udenfor står det “Hermetic Coffee Roasters”. Men pyt med navnet – for kaffen smager fremragende, og det må jo være det vigtigste. Den ligger lidt gemt væk på en stille og rolig gade. Er det fint vejr, er det absolut hyggeligst at sidde ude, men der er også nogle borde indenfor, hvis solen ikke er fremme.
Adresse: Sternstrasse 68, Karolinenviertel

Guide til Hamburg | Frk. KræsenGuide til Hamburg | Frk. Kræsen

Karoecke (bar)
På hjørnet på Markstrasse ligger Karoecke. Her har jeg drukket øl begge gange, jeg har været i Hamburg. Første gang ved et lille bord indenfor, anden gang på fortovet udenfor. Karoecke serverer både mad og kage, men jeg synes, du skal kigge forbi for noget at drikke. Her kender folk hinanden, og både servicen og stemningen er i top.
Adresse: Markstrasse 92, Karolinenviertel

Guide til Hamburg | Frk. KræsenGuide til Hamburg | Frk. Kræsen

Xe Ôm Eatery (vietnamesisk restaurant)
Tæt på vores AirBnb i Karolinenviertel ligger Xe Ôm, et lille vietnamesisk spisested. Her kan man ikke bestille bord, men vi er heldige og scorer det sidste ledige bord indenfor. Her serverer de den lækreste vietnamesiske mad og gode asiatiske drinks til fornuftige penge (bare husk, at de ikke tager kort – så du skal have kontanter med). Et perfekt sted at spise aftensmad.
Adresse: Karolinenstrasse 25, Karolinenviertel

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

Gröninger Privatbrauerei (øl og tysk mad)
I mine øjne er Gröninger Privatbrauerei så tysk, som noget kan være. Da vi kigger forbi lidt i fem om eftermiddagen, står folk i kø udenfor. Da Gröninger Privatbrauerei åbner, vælter de mange personer nærmest ind i lokalet. Jeg forventer et stort og lækkert udvalg af øl, men det her er ikke en ølbar, som dem jeg kender fra København. Her findes kun en slags øl. De mange mennesker viser sig have stået i kø for at spise af stedets store buffé. På den er der kød i alle retninger, og tyskerne virker til at elske det. Det minder ikke om noget andet sted, som jeg har prøvet, men det føles virkelig autentisk.
Adresse: Willy-Brandt-Strasse 47

Koch Kontor (kogebogscafé)
Koch Kontor er et kogebogscafé. Behøver jeg overhoved fortælle, at jeg er vild med konceptet? De fleste kogebøger herinde er på tysk, men man kan sagtens blive inspireret, selvom man ikke er så god til sproget. Når du er klar med at savle over alle lækre bøger, kan det være, du også skal spise frokost her.
Adresse: Karolinenstrasse 27, Karolinenviertel

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

Botanischer Garten (botanisk have)
I en stor og grøn park ligger en botanisk have gemt. Her kan du tage på tur i flere forskellige drivhuse og blive klogere på, hvad der gror i forskellige dele af verden. Er du lige så glad for planter, som jeg er, synes jeg bestemt, du skal kigge forbi – det er gratis entré.
Adresse: Botanischer Garten, Jungiusstrasse

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

Havnetur – “Kanalrundfart” i havnen
Hamburg er bygget omkring sin havn og har selvfølgelig deres egen version af den klassiske kanelrundfart: En havne-rundfart! På turen kan du kigge på store skibe, sjove bygninger og alt det, man kun finder i en industrihavn på den her størrelse. Er det solskin, kan det være, du skal afslutte med en øl ved en af de mange “strandbarer”, som ligger tæt på.
Adresse: Landungsbrücken

Deichtorhalle (fotomuseum)
Vil du være kulturel, når du er i Hamburg, kan jeg anbefale Deichtorhalle, som er et stort fotomuseum. De har altid spændende udstillinger. Perfekt for at blive inspireret, inden du tager videre i byen med kameraet over skulderen.
Adresse: Deichtorhalle, Deichtorstrasse 1-2

Guide til Hamburg | Frk. Kræsen

Bonustip!
Tag toget til Hamburg – det er virkelig nemt. Fra København tager det cirka fem timer, og du bliver sat af midt inde i byen. Vil du opdage mere af Tyskland, tager det kun to timer at tage toget videre til Berlin.

Flere guides til Tyskland
Guide til Berlin
Guide til Leipzig

Måske er det her også noget for dig?

  • Rikke Lund
    28. september 2016 at 10:32

    Har du nogle gode anbefalinger i forhold til at overnatte?
    Dejligt at læse om de øvrige fif. Tak 🙂

    Vh Rikke

    • Linn
      28. september 2016 at 10:35

      Jeg ønsker, jeg havde nogle gode forslag, men desværre. Vi boede i en lille lejlighed på AirBnb. Den var fin, men lidt langt væk. Hvis jeg skulle derned igen, ville jeg gå efter noget omkring Karolinenviertel 🙂

    • Cecilie Bak
      10. oktober 2016 at 21:51

      Jeg har boet på Ibis hotellerne i både Berlin og Hamborg og de er ganske fine til prisen! Ikke noget luksus, men der er pænt og rent og som sagt ofte ret billigt 🙂

      • Linn
        10. oktober 2016 at 22:43

        Godt forslag!

  • Thomas Krogh
    28. juni 2015 at 20:45

    Fed guide, glæder mig til at prøve stederne når vi tager på sommerferie i Hamburg til juli

    • Linn
      30. juni 2015 at 7:54

      Godt at høre – håber I får en god tur!

  • Marian N. Larsen
    24. december 2014 at 8:53

    Hvor sjovt at se hvor I var. Jeg var slet ikke de samme steder og har stadig til gode, at jeg skal have lavet min mini-guide til Hamburg 🙂

    • Linn
      25. december 2014 at 8:59

      Så glæder jeg mig til at se din, for at se hvilke gode steder du fandt! 🙂

  • A + K = ♥
    16. december 2014 at 17:24

    Hamburg er bare så skøn – og fine anbefalinger, dem må jeg tjekke ud på min næste tur – havnerundfart oplevede jeg dog sidst, det var virkelig, virkelig hyggeligt.

    – Anne

    • Linn
      16. december 2014 at 21:04

      🙂

  • Lise
    16. december 2014 at 15:42

    En kærestetur til Hamburg er sagen 🙂
    Næste gang så prøv restaurant 'Nil', som også ligger midt i Schanzenviertel
    – og kig ned i Alte Elbtunnel som stadig er i brug, når biler skal krydse Elben i centrum

    • Linn
      16. december 2014 at 21:04

      Dejligt – tak for tips! 🙂